LEGENDE DRAMAUNDERVISNING FOR SÅRBARE BØRN OG UNGE V. HALLA Á NORDI & PENILLE LINDA NISSEN 

TIRSDAG D. 7 JANUAR

SKANDERBORG KULTURSKOLE

Legende Dramaundervisning for Sårbare Børn og Unge

Workshopbeskrivelse:

I denne workshop dykker vi ned i en legende og fortællende tilgang til dramaundervisning, der specifikt tager højde for nogle af de udfordringer, som sårbare børn og unge står overfor. Vi skaber et trygt og inspirerende rum, hvor deltagerne kan diskutere og reflektere over deres egen praksis, samtidig med, at vi udforsker, hvordan leg og fortælling gennem dramapædagogiske metoder kan åbne dørene for større deltagelse og engagement.

Workshoppen vil indeholde praktiske øvelser på gulvet, der er udarbejdet til at gøre undervisningen mere overskuelig og tilgængelig for sårbare elever. Gennem enkle greb og metoder vil vi inspirere dig til, hvordan du kan skabe en inkluderende undervisning, hvor alle føler sig trygge ved at udtrykke sig.

Vi vil også undersøge, hvorfor leg kan være en særlig effektiv indgangsvinkel for sårbare børn og unge. Når undervisningen er centreret om leg og fortælling, kan barriererne for deltagelse mindskes, hvilket giver plads til læring og udvikling.

Kom og bliv inspireret til at implementere legende og fortællende elementer i din undervisning, og få ideer til, hvordan du kan gøre en forskel for sårbare børn og unge gennem dramaundervisning. Sammen kan vi finde nye veje til at styrke deres selvtillid og trivsel.

Halla Á Nordi: Dramaunderviser v. Kulturskolen Esbjerg og pædagog i Børnehuset Guldager. Halla er uddannet pædagog og teaterinstruktør. Halla har foruden sine mange års undervisningserfaring været med til at afvikle flere teaterprojekter med sårbare børn og unge.

Penille Linda Nissen: Dramalærer på Fænøsund Friskole. Penille har læst drama på Den Frie Lærerskole og er uddannet lærer. Penille har gennem sit arbejde med projekt ”Legekunst” udarbejdet en række inkluderende undervisningsforløb til de yngre børn med drama og fortælling i centrum.

Begge er de optaget af, hvor kraftfuld leg er som redskab til at styrke børn og unges deltagelsesmuligheder i dramaundervisning.